Foredragsholder Diana Ester Brandt
Skab Varig Forandring: Fra Indsigt til Handling, der Forløser Dit Fuldeste Potentiale
Vi skal gøre det "unormale" normalt.
Tvinger vi krøllede hjerner og hurtige tænkere ned i firkantede bokse? Og hvorfor lader vi bureaukratiske systemer spænde ben for menneskeligt potentiale?
Som strateg og foredragsholder tilbyder jeg to højaktuelle, øjenåbnende og systemkritiske foredrag, der udfordrer status quo. Jeg kombinerer personlig nerve og benhårde data for at ryste den danske andedam – lige fra folkeskolens rammer til sundhedsvæsenets lukkede sektorskel.

Oplæg med dybde og kompleksitet
En mor med en mission: Jeg vil ændre normerne, så den verden, mine børn vokser op i, bliver bedre end den, jeg selv måtte kæmpe mig igennem.
Anderledes og nærværende foredrag samt workshops med mennesket i centrum – båret af fokusset AT ALLE ER VIGTIGE, OG ALLE ER RIGTIGE. Alle mennesker er unikke, og gennem egen rejse er der opnået dyb indsigt i både det personlige og de systemer, der ofte kan fastholde én – og i, hvordan de kan udfordres og forandres.
Se denne video, hvor jeg medvirker i Aftenshowet på DR1 og taler om problematikken ved, at diagnosen fortsat står registreret, selvom den juridisk set er bortfaldet. Videoen er produceret af DR1 som en teaser til Aftenshowet den pågældende dag.
Motivationen bag
Jeg var aldrig en 12-tals-pige. Ikke fordi jeg ikke kendte svaret – men fordi nervøsiteten altid vandt. Hvorfor? Fordi jeg blev presset ned i en firkantet kasse, der slet ikke var skabt til en hjerne som min.
Mens de andre i 7. klasse legede i skolegården, fandt jeg mit fristed i Herman Bang og eksistentialismen, for eksempel. Når jeg kiggede på Munchs Skriget, så jeg ikke kun mørket og angsten – jeg ledte efter den lyse baggrund. Jeg tænkte anderledes, så verden i andre farver og var altid flere skridt foran.
Men i folkeskolens standardsystem bliver det unikke ofte straffet. Min anderledeshed gjorde mig til et mål for mobning, og skoleårene blev en kamp for ren overlevelse i stedet for et rum, hvor jeg kunne udfolde mig.
Det tog mange år at ryste systemets spændetrøje af mig. Først som voksen har jeg lært at slippe frygten, holde af min skøre intelligens og for alvor værdsætte den Ferrari-motor, jeg har i hovedet.
I dag bruger jeg min historie og min analytiske, strategiske sans til at sikre, at andre krøllede hjerner ikke ender i samme skæbne. Det unormale er det nye normale. Og pladsen uden for boksen er endelig blevet hjem.

